Gå til indhold
22. marts 2023

Flere digitale samtaler

Fra den 22. marts træder der nye regler i kraft, der betyder at a-kasserne har mulighed for at afholde flere digitale samtaler.

Det føles efterhånden som fjern fortid at samfundet lukkede ned, og mange fik en ny hverdag, der foregik hjemmefra på Teams, Zoom og andre digitale muligheder for at mødes. Alle landets A-kasser og beskæftigelsesindsatser blev også ramt af nedlukningen, hvor der blev vedtaget en midlertidig tilladelse til at afholde de lovpligtige møder og samtaler med a-kassen digitalt.

Vi ved hvad vores medlemmer foretrækker
Vi har spurgt vores medlemmer, hvordan de foretrækker at være i kontakt med os. Hele 96 % svarer at de foretrækker de digitale kanaler, hvor de sparer både tid og transport, der frigiver mere effektiv tid til jobsøgning.

I Lærernes a-kasse bad vi derfor om muligheden for gøre muligheden for digitale lovpligtige samtaler permanent, og vi er glade for at det nu er en realitet med en ny lovændring. Fremover er det kun det første møde med a-kassen, der kræver fysisk fremmøde. De efterfølgende 2 lovpligtige rådighedssamtaler kan med den nye lovændring foregå digitalt enten telefonisk eller på Teams.

De nye regler træder i kraft den 22. marts 2023.

”Vi gjorde os en vigtig erfaring under nedlukningen, som vi er glade for, er blevet en permanent løsning. At vi har muligheden for at afholde nogle af de lovpligtige samtaler digitalt, er en forbedring for vores medlemmer. De kan stadig få den samme gode hjælp og vejledning, og nu kan de også få den på en nemmere måde.”

Søren Juul Larsen, job- og karrierechef i Lærernes a-kasse

Det er stadig muligt at afholde fysiske møder på vores kontorer rundt i hele landet, hvis medlemmet eller a-kassen ønsker det.

Du kan finde en oversigt over de lovpligtige møder i et ledighedsforløb her