Uddannelse

Når du er ledig, har du mulighed for at søge om at videreuddanne dig samtidig med, at du har dagpengeret. Det er dog ikke alle slags uddannelser, som du kan tage, mens du er på dagpenge.
Du har også mulighed for at deltage i uddannelse, som er et aktiveringstilbud gennem Jobcenteret. Det skal du kontakte dit jobcenter for at høre mere om.

Det er vigtigt, at du ikke starter på en uddannelse uden godkendelse fra din a-kasse. Det har betydning for dine dagpenge.

Hvis du får godkendt en uddannelse med dagpengeret, skal du stadig stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at du stadig skal være aktivt jobsøgende. Hvis du bliver tilbudt et job, skal du være forberedt på at afbryde din uddannelse med dags varsel.

Du kan ikke søge om dagpenge under uddannelse, hvis:

  • Du har opsagt dit arbejde for at tage en uddannelse
  • Uddannelsen er SU-berettiget

Du kan søge om dagpenge under uddannelse, hvis:

  • Uddannelsen er under 20 timer og ikke SU berettiget
  • Efteruddannelsen er på maksimum 6 timer om ugen og er SU-berettiget
  • Det er HF enkeltfag
  • Det er kurser gennem din fagforening
  • Det er aftenskole
  • Det er en SU-berettiget uddannelse, som du var i gang med, før du blev ledig

Uddannelse på under 20 timer, som ikke er SU berettiget

Du har mulighed for at søge om at deltage i uddannelser, der ikke bliver tilbudt som fuldtidsstudie, og derved ikke er SU berettigede. Undervisningen skal være under 20 timer om ugen. Dele af uddannelsen må heller ikke indgå i en SU berettiget fuldtidsuddannelse.

Det kan for eksempel være:

  • Diplomuddannelser på DPU
  • Særlige masteruddannelser
  • Meritlærer
  • Meritpædagog

Uddannelser må ikke indeholde fag, der indgår i SU-berettigede uddannelser.

Hvis der er uger under din uddannelse, hvor du har undervisning i 20 timer eller derover, kan du ikke modtage dagpenge i de uger.

En undervisningstime svarer til en undervisningslektion, selv hvis den typiske lektion er på 45 minutter. Hvis lektionen er mere end 60 minutter, opgøres undervisningens omfang i timer pr. uge. Det er med til at afgøre, om du kan modtage dagpenge under din uddannelse.

Hvis det er fjernundervisning, skal vi undersøge, hvor mange timers undervisning forløbet svarer til i forhold til et traditionelt forløb.

Efteruddannelsen på maksimum 6 timer om ugen, som er SU-berettiget

I unikke tilfælde kan du søge om uddannelse med dagpengeret, som normalt tilbyder som SU berettiget fuldtidsuddannelse.

Det er ikke muligt at tage kurser, som er en del af en ny uddannelse. Det betyder for eksempel, at en uddannet folkeskolelærer ikke kan tage et kursus på universitetet, der er et kandidatkursus, selv hvis du ikke ønsker at blive kandidat. Hvis du er uddannet folkeskolelærer, har du mulighed for at tage et ekstra undervisningsfag på en professionshøjskole eller University College. Det gælder ikke for meritlærere.

Det er kun muligt at efteruddanne dig på den måde, hvis det er i den første ledighedsperiode. Den første ledighedsperiode er de første 962 timer af din dagpengeret svarende til 6 måneder.  

Efteruddannelsen må højst være på 6 timer om ugen. Hvis uddannelsen overskrider 6 timer om ugen, skal du dokumentere, at undervisningen maksimum svarer til 1/3 studenterårsværk (ordbog ord) pr. uge.

Enkeltfag på HF, HHX, STX eller HTX

Du kan også tage enkeltfag på HF, HHX, STX eller HTX, selvom de uddannelser er SU berettigede. Din undervisning skal være under 20 timer om ugen. Igen svarer en undervisningstime til en undervisningslektion. Hvis lektionen er mere end 60 min., opgøres undervisning pr. uge i timer. Det er med til at afgøre, om du kan modtage dagpenge under din efteruddannelse.

Læs mere på vuc.dk

Forsættelse af SU-berettiget uddannelse

Hvis du er i gang med en SU-berettiget uddannelse, mens du har haft fuldtidsarbejde, kan du forsætte uddannelsen, hvis du ikke er selvforskyldt ledig. Du kan forsætte på din uddannelse i op til 12 uger, svarende til 444 timer, mens du modtager dagpenge.

Du kan forsætte på uddannelsen, hvis du har gået på uddannelsen i mindst 2 år, mens du har været i arbejde, og undervisningen foregår efter kl. 16 eller i weekenden.

Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du have arbejdet minimum 30 timer om ugen i 2 år, mens du har været i gang med uddannelsen.

Hvis du er deltidsforsikret, skal du have arbejdet minimum 20 timer om ugen i 2 år, mens du har været i gang med uddannelsen.

Andre uddannelser

Du har også mulighed for at søge om kurser gennem os eller dit fagforbund. De må vare 2 uger uanset timeantal, så længe de fremmer dine kompetencer til arbejdsmarkedet.

Du er også velkommen til at deltage i aftenskole kurser, så meget du vil. Det er kurser efter folkeoplysningsloven. Dem finder du typisk hos AOF, FOF eller andre.

Husk at vi altid tilbyder vores medlemmer en række spændende og lærerige workshops, som du kan deltage gratis i som medlem. Se vores tilbud her.

Du har også mulighed for at finde andre kurser, som passer præcis til dig. Ring til os på 70100018 og hør mere om dine muligheder.