Gå til indhold

Ferie

Som dagpengemodtager har du også mulighed for at holde ferie. Når du er på dagpenge, optjener du også feriedagpenge, som du har mulighed for at bruge løbende. Feriedagpenge kan udbetales så længe, du har ret til dagpenge, skal holde ferie/har holdt ferie og de ikke er udløbet.

Planlægger du ferie skal du give besked på Jobnet senest 14 dage inden feriens start, ellers kan du få tilbudt arbejde eller blive indkaldt til samtaler i både Lærernes a-kasse og under din ferie, og udeblivelse kan koste din ret til dagpenge.

Når du holder ferie, skal du huske at melde din ferie senest 14. dage før din første feriedag. Det gør du på Jobnet. Ønsker du at få udbetalt dine feriedagpenge i din ferie, skal du udfylde en feriedagpengeblanket hos os.

Du optjener feriedagpenge, når du modtager dagpenge fra a-kassen eller modtager barselsdagpenge fra kommunen. Er du ansat i folkeskolen, optjener du almindelig ferie med løn, når du modtager barselsdagpenge.

Du har mulighed for at få feriedagpenge, hvis:

  • Du har ret til dagpenge
  • Du er medlem af en a-kasse og har bopæl i Danmark
  • Du holder ferie og har opholdt dig i Danmark før din ferie begynder
  • Du er i arbejde eller er ledig
  • Du har holdt den ferie, som du eventuelt har optjent gennem din arbejdsgiver

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om feriedagpenge. Vi sidder klar til at rådgive dig på 70 10 00 18

Er du underlagt kollektiv ferielukning på din arbejdsplads, og har du ikke optjent ferie, er det flere muligheder.

Læs om kollektiv ferie her

Vejledning til ferie og feriedagpenge

Husk at melde din ferie på Jobnet

Når du holder ferie som ledig, skal du melde din ferie på Jobnet senest 14. dage før, du holder den. Hvis du ikke melder ferie senest 14 dage før, risikerer du, at få tilbudt arbejde eller blive indkaldt til samtaler i Jobcenteret eller Lærernes a-kasse under din ferie, hvor udeblivelse kan koste dig dagpenge.

Du skal også melde din ferie på Jobnet, når du er i for eksempel virksomhedspraktik, aktivering eller andet, så længe du er meldt ledig.

Er du i arbejde eller arbejder du med løntilskud, skal ferien aftales med din arbejdsgiver.

Optjening og afholdelse af feriedagpenge

Du optjener feriedagpenge løbende. Det gør du både, hvis du modtager dagpenge eller barselsdagpenge.

Du kan optjene maksimum 25 feriedagpenge dage pr. år. 

Du optjener feriedagpenge fra d. 1. september til d. 31. august hvert år.  

Feriedagpenge kan godt blive for gamle. De feriedagpenge du optjener for eksempel fra d. 1. september 2023 til d. 31. august 2024 skal senest afholdes d. 31. december 2024. Har du holdt ferien, kan du søge om dem med tilbagevirkende kraft frem til d. 31. januar 2025. Hvis du hverken afholder eller søger om ferien, vil dine feriedagpenge gå tabt.

Se dine optjente dage med feriedagpenge 

Ansøg om dine feriedagpenge

På ansøgningen skal du skrive om, du har nogen feriepenge fra din tidligere eller nuværende arbejdsgiver. Dem skal du afholde før, du kan modtage feriedagpenge. Du kan altid tjekke din Feriekonto på borger.dk for at se, om du har optjent ferie gennem en arbejdsgiver.

Derefter skal du skrive, hvor mange dage med feriedagpenge du har optjent og ønsker at holde. Du kan sagtens holde dem samlet eller dele dem op.

Du kan tidligst søge om dine feriedagpenge 5 uger, før din ferie starter. Feriedagpengene bliver tidligst udbetalt 1 uge før feriens start.

Husk at indsætte din ferie i dit dagpengekort for perioden. Vælg ”ferie” de dage, hvor du har holdt ferie.

Ansøg om feriedagpenge

Feriedagpenge når du er i arbejde

Du kan sagtens bruge dine feriedagpenge, hvis du er kommet i arbejde og stadig har ret til dagpenge.

Du skal stadig indsende en feriedagpengeansøgning, hvis du ønsker at bruge dine feriedagpenge.

Ferie skal aftales med din arbejdsgiver, hvis du er kommet i arbejde.

Du kan ikke få feriedagpenge, når:

  • Du er sygemeldt
  • Du er på barsels- eller forældreorlov
  • Du driver en selvstændig virksomhed uden ret til dagpenge
  • Du er på fleksydelse eller har et fleksjob
  • Du er i seniorjob
  • Du er på efterløn
  • Du er seniormedlem

Ferie og helligdage

Hvis du modtager dagpenge, skal du være opmærksom på helligdage. Du modtager nemlig dagpenge for de helligdage, som ligger på hverdage. Det kaldes for søgnehelligdage. For at få dagpenge de dage, skal du være til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er du ikke, når du holder ferie.              

Kollektivferie

Dagpenge i kollektiv ferielukning

I folkeskolen og på de Frie Skoler holder arbejdspladsen kollektivt ferielukket. Det har arbejdsgiveren ret til ifølge ferieloven.

I folkeskolen ligger 3-4 af ugerne i sommerferien. På nogen skoler ligger en af ugerne enten i efterårs- eller vinterferien. De Frie Skolers kollektive ferie ligger de sidste 18 hverdage i juli og de 2 først hverdage i august. Klik her og se hvornår din kommune/skole holder kollektiv ferielukket.

Hvis du mangler dækning til feriedage i den kollektive ferie, har du mulighed for at søge om dagpenge.

Manglende feriedage til den kollektive ferie kan blandt andet skyldes, at du har skiftet arbejde, været ledig eller er nyuddannet.

Du kan søge om dagpenge under den kollektive ferielukning, hvis:

  • Du har ret til dagpenge
  • Du har brugt dine feriedage, som du har optjent gennem din nuværende/tidligere arbejdsgiver. Du kan tjekke din feriekonto på dk og se, om du har feriedage til overs fra en tidligere arbejdsplads
  • Du har brugt dine feriedagpenge, som du har optjent ved at være på dagpenge

Hvis du modtager dagpenge under kollektiv ferielukning, skal du stå til rådighed på arbejdsmarkedet i hele perioden. Det betyder, at du skal være meldt ledig på Jobnet, og opholde dig i Danmark. Du skal også indsende en ledighedserklæring, udfylde et dagpengekort og udfylde et CV på Jobnet. Du har mulighed for at søge om mindre intensiv indsats gennem jobcenteret. Mindre intensiv indsats betyder, at du kan blive fritaget fra jobsøgning og møder i a-kassens og jobcenteret.

Hvis du er i tvivl om, hvilken mulighed, der er bedst for dig, eller om du skal søge om dagpenge under den kollektive ferielukning, så ring til os på 70 10 00 18. Vi sidder klar til at rådgive dig.